Taknemmelighed som løftestang for mental sundhed og trivsel for pårørende

Pårørende til mennesker med psykiske lidelser udgør ca. 1,6 millioner mennesker i Danmark. Forskning viser, at der er 50% øget risiko for selv at udvikle en depression, stress eller angst, hvis du er pårørende til en person med psykisk sygdom. Trods det findes der ingen faste tilbud om hjælp til pårørende.

 

Som et forsøg startede jeg i april 2021 et samarbejde med Dankbar, som er en skole og et behandlingssted for psykisk sårbare unge i Trekroner. Samarbejdet gik ud på, at forældre til unge med psykisk sygdom blev inviteret til at deltage i et forløb, hvor vi skulle arbejde med taknemmelighedsdagbøger.

 

Positiv psykologi

I enhver bog omhandlende positiv psykologi anbefales det at føre en taknemmelighedsdagbog som en metode til at få flere positive emotioner ind i sin dagligdag. Men ét er at læse om det, noget andet er at komme i gang med det. Det kan kræve lidt guidning og omsorgsfuld vejledning i, hvordan man bedst får startet på sin egen taknemmelighedspraksis – især hvis man befinder sig i en presset livssituation, hvor en af de nærmeste i familien er ramt af en depression eller indlagt med en spiseforstyrrelse eller andre svære ting.

 

Taknemmelighed og flow

Den metode, jeg anvender, er unik på den måde, at jeg kombinerer taknemmelighed og flow. Udover at skrive tre ting ned hver aften, som deltagerne har været taknemmelige for i løbet af deres dag, laver de ved siden af en slags visuel dagbog, hvor de lader taknemmeligheden få et visuelt og kreativt udtryk med collager, billeder og andre elementer. Fordybelsen i den kreative proces giver mulighed for at komme i flow, og da det er dokumenteret, at flow-tilstanden er et effektivt værn mod stress, angst og depression, er det en virksom måde at arbejde bevidst med trivsel og sundhedsfremme. Desuden er det at have ”et fælles tredje” en mulighed for

  • at få fokus væk fra problemer og lidelse for en stund

  • at opbygge social kapital og støttende venskaber

  • at opleve glæde, leg og latter, som hjælper kroppen ud af kamp-flugt-frys-respons, hvilket fører til, at kroppens naturlige helingsproces stimuleres

 

Der var plads til seks kvinder på forløbet. Blandt de seks tilmeldte er to kommet hver gang. De øvrige med skiftende fremmøde især pga. forværring i deres børns sygdomsforløb.

 

Allerede den anden gang vi mødtes – altså med blot en uges skrivning i taknemmelighedsdagbogen – var tilbagemeldingen fra den ene kvinde, at hun følte et større overskud, mere glæde i hverdagen og en følelse af større handlekraft.

 

Tilbagemeldinger

Nu hvor vi har mødtes to timer hver onsdag i knap tre måneder, er tilbagemeldingerne blandt andet:

  • Jeg har mere energi

  • Før jeg lærte at bruge taknemmelighedsdagbog gik jeg ofte træt og stresset i seng. Ofte kunne jeg ikke sove, lå med min mobil eller prøvede at afstresse med lidt mindfulness. Dog ikke altid med succes. Det ritual, jeg har fået bygget op nu, med at skrive 3 ting ned i en lille bog på mit natbord hver aften, giver mig en anderledes og bedre ro at gå i seng på. Ved at reflektere over min dag og tænke over, hvad jeg er taknemmelig for, afstedkommer en glæde, en ro, en energi. Jeg sover faktisk bedre, efter jeg er begyndt på det

  • Min familie siger, jeg er mere glad og har mere overskud

  • Vi er jo alle ramte forældre og mennesker med udfordringer, men det at tage sig tiden til at være i øjeblikket, at nyde morgenkaffen ekstra meget, at nyde blomsternes vækst eller fuglenes kvidren. Min opmærksomhed er blevet skærpet de sidste uger, efter jeg er startet med min taknemmelighedsdagbog. Jeg har fået ny energi, er blevet mere handlekraftig og får mere lyst til at skabe

 

Broaden and Build

Der er masser af forskning, der understøtter, at taknemmelighed kan være løftestang for mental sundhed og trivsel, men hvis jeg blot skal fremhæve den væsentligste, er det Barbara Fredrickssons forskning i positive emotioners betydning for opbygningen af menneskers personlige ressourcer og mentale sundhed. Hendes Broaden and Build-teori beskriver netop, hvordan man ved hjælp af taknemmelighed, glæde, kærlighed og andre positive emotioner oplever, at en persons handlemuligheder og evner til at håndtere situationer udvides, og samtidig opbygges en følelse af, at man lykkes, man tør være nysgerrig og afprøve nye løsninger. Alt dette skaber positiv, personlig udvikling, mental sundhed og vækst.

 

At skabe et rum for pårørende, hvor der ikke kun tales om sygdom og lidelse, men hvor fokus også er på at skabe glæde og håb gennem fællesskab, kreativ skaben og positive følelser har skabt en kæmpe forandring for deltagerne på holdet i Trekroner, og derfor ønsker jeg at udbrede kendskabet til metoden flere steder i landet. Det kan ske dels ved at tilbyde forløb til de pårørende, og dels ved at uddanne fagpersoner i metoden.